Gå til indhold
Nyt digitalt klimaværktøj fremtidssikrer Scandlines’ nye emissionsfrie færge

Pressemeddelelse -

Nyt digitalt klimaværktøj fremtidssikrer Scandlines’ nye emissionsfrie færge

Den grønne danske tech-startup ReFlow udstyrer Scandlines’ nye zero direct emission færge med en digital klimamodel, der beregner den samlede miljøpåvirkning i hele færgens levetid. Det er første gang, livscyklusberegninger bliver benyttet i det omfang på en færge. Scandlines forventer at kunne nedbringe færgens CO2 aftryk, selv efter at den er bygget ved brug af det nye digitale værktøj.

I november 2021 kunne Scandlines løfte sløret for, at rederiet havde bestilt verdens største elektriske hybridfærge – en zero direct emission færge. Scandlines har nu valgt at tage den danske klima tech-startup ReFlow med ombord som leverandør af en digital klimamodel, der skal bidrage til at fremtidssikre færgen. Dermed slutter ReFlow sig til rækken af virksomheder, der er udvalgt til at levere systemer og ekspertise til Scandlines’ nye færge med arbejdstitlen PR24 (Puttgarden-Rødby 2024). Det drejer sig blandt andet om norske Kongsberg Maritime og Norwegian Electric Systems (NES). Færgen er designet af LMG Marin AS i Norge og bliver bygget på det tyrkiske værft Cemre.

ReFlow beskriver sig selv som førende i den maritime industri, når det kommer til de komplekse livscyklusvurderinger – en beregningsmetode der bruges til at bestemme den miljømæssige påvirkning, et produkt eller et system bidrager med i dets levetid (også kaldet LCA). ReFlow er allerede et velkendt navn i den maritime sektor, hvor både bl.a. Viking Life-Saving og Mærsk er blandt kunderne.

Fremtidssikret verdenshistorie

I andre industrier som luftfart og bilindustrien benytter man sig allerede af livcyklusvurderinger, og inden for byggerier er det endda et lovkrav. Derudover understøttes disse beregninger af ISO-standarderne ISO 14040 og 14044 samt forskellige EU-retningslinjer. Men i den maritime sektor er det et helt nyt tiltag at implementere LCA så tidligt i processen.

”Det vil være første gang, at der bliver lavet livscyklusberegninger på en færge i denne stil - det vil være verdenshistorie. Livscyklusvurderinger eller LCA kan give en detaljeret opgørelse over produkters miljøpåvirkning – endda produkter og løsninger, der endnu ikke er indkøbt eller produceret og vil derved medvirke til at sikre fremtidens færger,” udtaler Rasmus Elsborg-Jensen, CEO og grundlægger af ReFlow.

Fini A. Hansen, VP Fleet hos Scandlines fortsætter: ”Vi kommer til i fremtiden at evaluere nye løsninger, før de bliver indkøbt, for at sikre, at deres klimaprofiler lever op til en vis standard eller måske er bedre – på den måde er vi over tid med til at gøre vores færger grønnere i takt med, at der bliver opfundet nye grønne løsninger.”

I tråd med nye EU-initiativer

EU forventes at lancere nye initiativer med henblik på at sikre transparens og troværdighed omkring grønne produkter inden for de kommende år – initiativer som PEF (Product Environemntal Footprint). Fælles for de nye initiativer er, at de alle er baseret på den ISO-standardiserede metode, som LCA bygger på. Det er samme metode, der ligger til grund for den nye digitale model, som ReFlow forventes at levere inden for de næste par måneder til Scandlines’ kommende færge.

”Livscyklusvurderinger er i Danmark og EU den anbefalede metode til at understøtte de klimaudsagn, som en virksomhed måtte have omkring et produkt og er derfor også tænkt ind i ny EU-klimapolitik. Det er meget positivt at se et rederi som Scandlines, der viser ansvar på denne måde, før det potentielt bliver et lovkrav” siger Rasmus Elsborg-Jensen, CEO hos ReFlow, der også er udnævnt som europæisk klimapagt-ambassadør.

Scandlines’ zero direct emission fragtfærge bliver 147,4 meter lang, 25,4 meter bred med en design-dybgang på 5,3 meter. Dobbeltender-færgen har en kapacitet på 66 fragtenheder, 140 passagerer og en servicefart på 10 knob. Som hybridfærge er overfartstiden 45 minutter. Når færgen alene sejler på batterier, er overfartstiden 70 minutter. Den udstyres med en af verdens største batteripakker, 10 MWh, og kan lades lades op på blot 17 minutter i havn (Rødby)Færgen forventes færdig i 2024.

Related links

Emner

Kategorier


Om Scandlines

Scandlines er et moderne og innovativt rederi med en grøn vision for fremtiden. Vi har en stolt kultur baseret på et stærkt dansk-tysk samarbejde og en maritim historie, som rækker tilbage til 1872.

Scandlines driver to færgeruter med høj kapacitet og frekvens. Seks af vores syv færger er hybridfærger, og to er desuden udstyret med et innovativt rotorsejl – og det bidrager til at gøre vores færger grønnere.

Vores kerneforretning består i at levere en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Fokus i alle vores aktiviteter – uanset om det er om bord på vores færger eller i vores BorderShops – er at give vores kunder en god oplevelse.

Med over 38.000 afgange fordelt på syv færger transporterede Scandlines i 2021 over 3,6 millioner passagerer, 950.000 personbiler og næsten 720.000 fragtenheder på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock.

Om ReFlow

ReFlow blev grundlagt i 2018 og er en klima-tech startup med base på Østerbro i København. ReFlow er en rådgivende ingeniørvirksomhed inden for klima og miljø, der har udviklet en prisvindende digital løsning, som gør det muligt for virksomheder at beregne og dele deres produkters livscyklusemissioner på en nem og videnskabelig måde. ReFlow er specialist i forhold til livscyklusvurderinger af skibe og maritimt udstyr og anses i dag for en af de førende. Med ReFlows digitale model får kunderne støtte i at tage beslutninger, så klima og miljø bliver tænkt med ind som en del af produkterne. Teamet består af 16 miljø- og softwareingeniører fra ni forskellige lande og med en kønsfordeling på næsten 50/50. For over et år siden modtog ReFlow en pre-seed investering og støtte fra den Danske Maritime Fond og Innovationsfonden, som har muliggjort deres vækst.

ReFlow vandt SDG Tech Awards i 2019, Finalist i 2021 samt Finalist i Nordic Startup Awards i 2022 i kategorien ”Bedste Green Tech”.

I 2020 fremsatte ReFlow sammen med Dansk Standard og brancheforeningen Danske Maritime en ny ISO-standard omhandlende ”Maritim Energieffektivitet”, der efterfølgende blev stemt igennem af de enkelte medlemslande. ReFlow er derfor den første startup til succesfuldt at fremsætte en ny ISO-standard, som efterfølgende blev godkendt af ISO.

Pressekontakt

Anette Ustrup Svendsen

Anette Ustrup Svendsen

Pressekontakt Head of Corporate Communications +45 26 777 000 (kan ikke modtage sms)

Relateret materiale