Få vores nyheder på mail

Scandlines transporterer stadigt flere lastbiler

Pressemeddelelse   •   Maj 16, 2018 14:30 CEST

Scandlines havde i 2017 en meget stærk udvikling i fragtsegmentet, som skabte en vækst i trafikvolumen på hele 12 procent. Den positive udvikling fortsatte i de første fire måneder af 2018.

Stadigt flere fragtkunder vælger at benytte sig af Scandlines’ effektive og pålidelige transportservice på rederiets to ruter Gedser-Rostock og Rødby-Puttgarden, der er den hurtigste og korteste forbindelse mellem Skandinavien og det europæiske fastland.

I de første fire måneder af 2018 steg antallet af fragtenheder på Gedser-Rostock således 10,8 procent og 9,3 procent på Rødby-Puttgarden i forhold til samme periode i 2017.

Kunderne har dermed taget rigtig godt imod den øgede kapacitet på rederiets ruter. I 2016 indsatte Scandlines to nye hybridfærger på Gedser-Rostock. Med plads til 96 lastbiler på to vogndæk er fragtkapaciteten på ruten blevet betydeligt forøget og ventetiden dermed reduceret.

Indsættelsen af de to nye hybridfærger på Gedser-Rostock gav Scandlines mulighed for at indsætte M/F Kronprins Frederik, der hidtil havde betjent ruten Gedser-Rostock, som fragtfærge på Rødby-Puttgarden ud over de fire passagerfærger, der sejler i halvtimedrift fra begge havne, og M/F Holger Danske, der sejler med særligt gods, herunder levende dyr. M/F Kronprins Frederik har en kapacitet på 40 fragtenheden og sejler op til fem hverdage om ugen. En stor del af fragtkunderne benytter overfartstiden på 45 minutter til at holde den lovpligtige pause efter 4,5 timers kørsel. Vel ankommet til Tyskland kan lastbilchaufførerne således straks fortsætte kørslen sydpå og samtidig overholde køre-/hviletidsbestemmelserne.

Kunderne kan hver dag vælge mellem 120 afgange på de to ruter – det bliver årligt til over 42.000 afgange.

”Vi glæder os over at konstatere, at de seneste års millioninvesteringer i grønne initiativer, nye skibe og opgradering af havnene har kunnet betale sig. Kunderne sætter pris på den effektive og pålidelige transportservice, Scandlines tilbyder,” siger Anette Ustrup Svendsen, Head of Corporate Communications hos Scandlines.

Om Scandlines

Scandlines står som symbolet på et historisk og tæt samarbejde mellem Danmark, Tyskland og Sverige siden 1872. Under navnene Scandlines og Scandlines Helsingør-Helsingborg markedsføres i dag tre korte færgeruter med høj kapacitet og frekvens samt en grøn vision for fremtiden. Kerneforretningen består i at levere en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for kunderne om bord på færgerne såvel som i Scandlines’ butikker.

Fordelt på over 90.000 afgange på 13 færger transporterede Scandlines i 2017 i alt 15 millioner passagerer, 3,1 millioner personbiler, 1,1 million fragtenheder og 56.000 busser på ruterne Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.