Få vores nyheder på mail

Scandlines og FAYARD A/S sender M/F Copenhagen på prøvesejlads

Pressemeddelelse   •   Nov 28, 2016 09:53 CET

Scandlines’ anden nye hybridfærge til ruten Gedser-Rostock gik mandag den 28. november 2016 på fem dages prøvesejlads.

Skibet har de seneste måneder gennemgået et omfattende testprogram (Harbour Acceptance Tests), der nu er vel overstået. M/F Copenhagen kunne derfor mandag den 28. november 2016 tage hul på sin prøvesejlads (Sea Acceptance Tests), hvor skibets manøvredygtighed skal testes under både sædvanlige og mere usædvanlige betingelser.

Efter prøvesejladsen vender M/F Copenhagen tilbage til det fynske værft FAYARD A/S for at få foretaget de sidste tilpasninger, inden skibet sætter kursen mod sin fremtidige rute Gedser-Rostock. Her overtager det M/F Kronprins Frederiks plads i sejlplanen. Scandlines har dog besluttet at beholde M/F Kronprins Frederik og benytte den som afløserfærge på både Gedser-Rostock og Rødby-Puttgarden. Tirsdag til torsdag vil den fungere som fragtfærge på ruten Rødby-Puttgarden. Med en ekstra færge, der kan indsættes på begge ruter, sikres såvel den samlede kapacitet som stabiliteten i sejlplanerne.

Med plads til 460 personbiler eller 96 lastbiler mere end fordobles kapaciteten på ruten Gedser-Rostock. De nye færger vil med to bildæk have hele fem baner til ind- og udkørsel. Trods en fordobling af kapaciteten vil de nye færger, ligesom de hidtidige, således ligge blot 15 minutter i havn.

De to nye færger repræsenterer en investering på mere end 1 milliard danske kroner per skib, og sammen med udvidelse af havneanlæg sikrer Scandlines den centrale transportkorridor mellem, ikke bare Danmark og Tyskland, men hele Skandinavien og Europa.

Læs mere om den nye færge til Gedser-Rostock her.

Aktuelle billeder i høj opløsning kan downloades her.

Om Scandlines

Scandlines står som symbolet på et historisk og tæt samarbejde mellem Danmark, Tyskland og Sverige siden 1872. Under navnene Scandlines og Scandlines Helsingør-Helsingborg markedsføres i dag tre korte færgeruter med høj kapacitet og frekvens samt en grøn vision for fremtiden. Kerneforretningen består i at levere en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for kunderne om bord på færgerne såvel som i Scandlines’ butikker.

Fordelt på over 90.000 afgange på 12 færger transporterede Scandlines i 2015 i alt 15 millioner passagerer, 3,3 millioner personbiler, 900.000 fragtenheder og 65.000 busser på ruterne Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.

Vedhæftede filer

PDF-dokument