Få vores nyheder på mail

Scandlines: Markant forbedring i et udfordrende 2009

Pressemeddelelse   •   Apr 24, 2010 08:00 CEST

Med en mere lønsom og kundeorienteret organisation er Scandlines klar til ny vækst. Stefan
Sanne indstillet til at fungere som interim koncernchef, idet Michael F. Hassing tiltræder nyt job uden for Scandlines.

Scandlines opnåede i 2009 en omsætning på 3,8 mia. kr. mod 4,3 mia. kr. året før – et fald på 13 pct. Det ordinære driftsresultat blev markant forbedret til 1,2 mia. kr. mod 1 mia. kr. i 2008.

“Resultatet er imponerende i betragtning af, at trafikken i Østersøregionen som helhed blev voldsomt ramt af den økonomiske krise. Med en mere lønsom og effektiv kundeorienteret organisation står Scandlines i dag stærkt rustet til at tage del i et økonomisk opsving,” siger bestyrelsesformand Jan Stenberg, Scandlines.

Især fragtruterne på Østersøen blev voldsomt påvirket af lavere efterspørgsel i 2009. Passagerruterne – trafikmaskinen – viste sig mere robuste over for krisen, men oplevede dog også et fald i trafikmængden sammenlignet med 2008.

Den generelle nedgang i trafikmængden i 2009 førte til en række omstruktureringer. I løbet af 2009 blev stillinger svarende til 340 heltidsjob nedlagt. Ved udgangen af 2009 beskæftigede Scandlines ca. 2.000 medarbejdere.

"Vi vil fortsat have fokus på, at kapaciteten passer til efterspørgslen og vil arbejde målrettet på at øge konkurrencekraften yderligere. Vi ser i øjeblikket de første tegn på en mere stabil efterspørgsel. På den baggrund forventer vi for 2010 et beskedent, positivt resultat”, siger Jan Stenberg.

Bestyrelsen meddelte i dag, at koncernchef Michael F. Hassing forlader sin stilling med udgangen af april for at tiltræde et job uden for Scandlines.

“Michael F. Hassing har siden 2008 været en væsentlig drivkraft i udviklingen af et nyt Scandlines. Resultaterne taler for sig selv. Jeg vil gerne takke ham for en meget betydelig arbejdsindsats og for de bidrag, han har ydet selskabet,”, udtaler Jan Stenberg.

Bestyrelsen har iværksat den rekrutteringsproces, der skal lede frem til valget af ny koncernchef. Stefan Sanne, 49, er indstillet til at varetage funktionen som interim koncernchef. Stefan Sanne var medstifter af Allianz Capital Partners og administrerende direktør for selskabet indtil udgangen af 2009. Siden august 2007 har Stefan Sanne været medlem af Advisory Board of Scandferries Holding GmbH og Scandlines GmbH.


Om Scandlines
Scandlines blev grundlagt i 1998 og er et af Europas største færgerederier. På tre korte færgeruter med høj frekvens og kapacitet mellem Danmark, Sverige og Tyskland leverer vi en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for vores kunder om bord på færgerne såvel som i vores BorderShops.

I 2011 transporterede vi 11,5 millioner passagerer, 2,6 millioner personbiler og 640.000 lastbiler på vores ruter Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.

Vedhæftede filer

PDF-dokument