Få vores nyheder på mail

Scandlines Group annullerer nybygningskontrakterne med P+S WERFTEN GmbH, der er under konkursbehandling

Pressemeddelelse   •   Nov 27, 2012 08:00 CET

Som følge af alvorlige tekniske problemer, forsinkelser og insolvens har Scandferries
Chartering A/S, et firma under Scandlines Group, i dag annulleret nybygningskontrakten med det tyske skibsværft P+S WERFTEN GmbH, der er under konkursbehandling. De to nye skibe, der er bestilt i 2010, skulle være leveret i foråret 2012.

De to nybyggede skibe opfylder ikke de kontraktmæssige specifikationer, specielt med hensyn til
vægt-tonnage og stabilitet, hvorfor skibene skulle gennemgå omfattende ændringer, inden Scandlines Group ville kunne indsætte skibene på Gedser-Rostock ruten.

Scandlines Group har gennem hele nybyggeriprojektet arbejdet konstruktivt hen imod at finde en løsning på værftets problemer med skibene, ligesom Scandlines Group under konkursen også har overvejet og arbejdet med flere løsningsmuligheder. Scandlines Group har fremsendt flere løsningsforslag til kuratoren, men har trods en rimelig svartid ikke modtaget nogen respons. Trods det at Scandlines Group har engageret sig væsentligt i at finde en løsning, har det ikke været muligt. Det er nu et faktum, at færgerne ikke kan blive klar til højsæsonen i 2013, og som følge deraf er nybygningskontrakterne blevet annulleret i overensstemmelse med kontaktens vilkår.

Alle forudbetalinger til P+S WERFTEN GmbH, der er under konkursbehandling, er dækket af bankgarantier. Scandlines Group har imidlertid investeret mange ressourcer i nybyggeriprojektet i form af arbejdskraft, marketingaktiviteter og indsættelsen af et ekstra skib henover sommermånederne i 2012.

”Vi undersøger lige nu andre muligheder for at sikre, at vi kan sejle med nye skibe mellem Gedser og Rostock så snart som muligt”, forklarer Søren Poulsgaard Jensen, CEO Scandlines Group.
”I dag er det for tidligt at spekulere over det præcise udfald af denne proces. Men vores mål er at sikre høj kapacitet med en unik oplevelse om bord samtidig med, at vi fortsat opererer mere effektivt og miljøvenligt”, fortsætter Søren Poulgaard Jensen.

Skibene Kronprins Frederik og Prins Joachim vil fortsætte deres tjeneste på ruten Gedser-Rostock i 2013. Først i det nye år vil fællesarealerne blive moderniseret, og Scandlines Group ser også på fleksible løsninger for at udvide kapaciteten til næste års sommersæson.

Læs mere om Scandlines på www.scandlines.dk.


Om Scandlines
Scandlines blev grundlagt i 1998 og er et af Europas største færgerederier. På tre korte færgeruter med høj frekvens og kapacitet mellem Danmark, Sverige og Tyskland leverer vi en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for vores kunder om bord på færgerne såvel som i vores BorderShops.

I 2011 transporterede vi 11,5 millioner passagerer, 2,6 millioner personbiler og 640.000 lastbiler på vores ruter Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.

Vedhæftede filer

PDF-dokument