Få vores nyheder på mail

Scandlines fragter flade og feriehungrende danskere på miniferie

Pressemeddelelse   •   Apr 20, 2011 08:00 CEST

Flad og feriehungrende? Kombinationen kan sagtens realiseres med en weekendtur
til Berlin eller Hamburg. En ny weekendbillet fra Scandlines sikrer nu danskerne nemme og billige ture til Tysklands mest populære destinationer.

I 2010 slukkede i alt 500.000 danske pegefingre for en sengelampe i Berlin. Sammenlagt lagde 187.000 danskere vejen forbi Tysklands hovedstad, og landets næststørste by, Hamburg, var ligeledes et yndet rejsemål for danskere med udlængsel. Med mere end 153.000 overnatninger kom de danske turister tæt på en bronzemedalje i kategorien Hamburgs bedst besøgende turister i 2010 (Kilder: Berlin Tourismus & Hamburg Tourismus).

Tallene taler altså deres eget tydelige sprog, og det dansk-tyske færgerederi Scandlines lancerer derfor en ny weekendbillet, der skal hjælpe danskere med at komme hurtigt og billigt frem til de tyske yndlingsdestinationer:

”Vi har skabt en weekendbillet, der ikke alene gør rejsen til Tyskland billig. Med Scandlines nye weekendbillet opnår vores kunder også gode rabatter på oplevelser og hoteller,” fortæller Brian L. Hansen, Product Manager hos Scandlines.

En weekendbillet til Hamburg med overfarten Rødby-Puttgarden koster 895 kroner og weekendturen til Berlin via Gedser-Rostock koster 999 kroner. Det svarer til en rabat på henholdsvis 14 og 33 procent. Begge billetter gælder for en personbil op til 6 meter.

Til begge destinationer udleveres en værdikupon med 20 procent rabat på parfume ombord. Hamburg-billetten inkluderer også 50 procent rabat til den gigantiske indendørs skiarena Snow Dome syd for Hamburg samt rabat på 7 forskellige Raphael Hotels i byen.

De specielle billetter gælder på udvalgte afgange fra Rødby eller Gedser torsdag og fredag og med retur mod Danmark søndag. Billetter kan bookes direkte på www.scandlines.dk og via Scandlines’ servicecenter på telefon 33 15 15 15.


Om Scandlines
Scandlines blev grundlagt i 1998 og er et af Europas største færgerederier. På tre korte færgeruter med høj frekvens og kapacitet mellem Danmark, Sverige og Tyskland leverer vi en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for vores kunder om bord på færgerne såvel som i vores BorderShops.

I 2011 transporterede vi 11,5 millioner passagerer, 2,6 millioner personbiler og 640.000 lastbiler på vores ruter Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.

Vedhæftede filer

PDF-dokument