Få vores nyheder på mail

Scandlines efterlyser 61.274 danske passagerer

Pressemeddelelse   •   Mar 20, 2012 08:00 CET

Rederiet Scandlines søsætter nu en målrettet efterlysningskampagne mod de i alt 61.274
danske passagerer, der sidste år spildte unødvendigt mange kilometer og meget tid på de tyske motorveje. Ifølge rederiets beregninger forlængede 61.274 danskere nemlig deres ferie med omkring 340 overflødige kilometer, da de kørte sydpå i 2011.

Ifølge rederiet Scandlines’ seneste kundeundersøgelse snød i alt 61.274 danskere sig selv for den hurtigste smutvej til Central- og Sydeuropa, da de tog bilen på ferie sidste år. De valgte nemlig at køre til Scandlines’ færgeleje i Rødby frem for at tage den direkte vej med overfarten fra Gedser til Rostock. Ved at vælge færgen fra Rødby til Puttgarden forlængede de i stedet rejsen til eksempelvis Berlin eller Prag med godt 170 ekstra benzinslugende kilometer hver vej.

Scandlines har derfor søsat en målrettet efterlysningskampagne, der skal hjælpe danskerne til at finde den hurtigste og nemmeste overfart til bilferien. Rederiet er på deres hjemmeside gået på jagt efter danskernes bedste og mest kreative søforklaringer, som skal sætte fokus på fordelene ved at vælge den direkte rute fra Gedser til Rostock. De 61.274 eftersøgte passagerer kan her komme med deres bedste søforklaringer og fortælle, hvorfor de valgte at sejle med Rødby-Puttgarden, når nu Gedser-Rostock-ruten er flere hundrede kilometer kortere og væsentligt mere benzinvenlig.

”Hos Scandlines er vi meget bevidste om, at vi ikke kun er en færgetransportør, men et led i en større rejse og en del af en vigtig infrastruktur. Vi vil derfor gerne sørge for, at vores passagerer får den bedst mulige start på bilferien videre ned i Europa, og håber derfor, at vi med denne kampagne og den nye Efterlysningsbillet kan hjælpe kunderne til at finde den bedste og korteste vej til deres destination,” udtaler Steen Wæver, Line Manager hos Scandlines.

I forbindelse med Efterlysningskampagnen lancerer Scandlines også en såkaldt Efterlysningsbillet, der giver op til 40 procent rabat på billetter til netop Gedser-Rostockruten. Med den nye Efterlysningsbillet koster rejsen fra Gedser til Rostock og retur i alt 998 kroner for en personbil på op til 6 meter. Tilbuddet gælder til og med den 31. maj 2012, og billetten kan købes online og via Scandlines Servicecenter.

Hver uge præmierer Scandlines passagerernes bedste søforklaringer med færgebilletter til Gedser-Rostock-ruten. Og er man god for Danmarks bedste søforklaring, har man tilmed mulighed for at vinde en luksus weekendtur til Berlin til en værdi af 10.000 kroner. Indtil videre har godt 2300 danskere sendt deres kreative søforklaringer ind.

For at kortlægge kundernes rejsevaner foretog Scandlines i sommeren 2011 en kundeundersøgelse om bord på færgen fra Rødby til Puttgarden. Kundeundersøgelsen bygger på svar fra godt 1000 respondenter.

I 2012 indsætter Scandlines de to nye superfærger M/F Berlin og M/F Copenhagen på ruten Gedser-Rostock. De nye færger vil styrke den centraleuropæiske akse mellem Danmark og Tyskland, og de topmoderne færger med faciliteter for hele familien vil gøre overfarten fra Gedser til Rostock til et behageligt afbræk på rejsen. Med indsættelsen af de nye færger fordobler Scandlines kapaciteten og dermed også effektiviteten på ruten. 480 biler eller 96 lastbiler samt 1.500 passagerer kan samtidig tage turen over Østersøen hver anden time.


Om Scandlines
Scandlines blev grundlagt i 1998 og er et af Europas største færgerederier. På tre korte færgeruter med høj frekvens og kapacitet mellem Danmark, Sverige og Tyskland leverer vi en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for vores kunder om bord på færgerne såvel som i vores BorderShops.

I 2011 transporterede vi 11,5 millioner passagerer, 2,6 millioner personbiler og 640.000 lastbiler på vores ruter Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.

Vedhæftede filer

PDF-dokument