Få vores nyheder på mail

Scandlines åbner hotel på havnen i Puttgarden

Pressemeddelelse   •   Jul 16, 2019 09:00 CEST

Mange forbinder Scandlines med højfrekvent færgedrift mellem Danmark og Tyskland og med verdens største flydende BorderShop. At rederiet for nylig også har åbnet et eksklusivt hotel på havnen i Puttgarden, naturligvis med havudsigt, kommer måske som en overraskelse for mange. Hotellet er allerede listet som favoritsted hos krybende, kravlende og flyvende gæster.

Scandlines er pioner inden for grøn færgedrift og samtidig den stolte ejer af verdens største flåde af miljøvenlige hybridfærger, der har sænket udledningen af CO2 betydeligt. Nu går rederiet et skridt videre og åbner et stort hotel med plads til mange små gæster på havnen i Puttgarden, nemlig et insekthotel.

For insekter spiller en uvurderlig rolle for bevarelse af naturen, og langt over halvdelen af alle dyrearter er insekter. Men i årtier har antallet af arter og den samlede bestand været kraftigt faldende.

I tæt samarbejde med den tyske miljøorganisation NABU (Naturschutzbund Deutschland e.V.) har Scandlines derfor iværksat en lang række tiltag, der skal modvirke denne udvikling.

På havnen i Puttgarden har Scandlines således etableret et insekthotel, der giver husly til et større antal bier og småkravl. Rederiet har desuden omdannet en 1 hektar stor græsmark til en farverig og varieret blomstereng og dermed sørget godt for hotelgæsterne! Der er indrettet over 40 redekasser til flagermus og mursejlere. Og for at undgå at begrænse den naturlige vegetation er den nyanlagte brandvej til et af færgelejerne ikke blevet asfalteret.

Scandlines CO2-kompenserer desuden alle medarbejderes flyrejser via „atmosfair“.

Ikke kun til lands også til vands har Scandlines gennem en årrække haft et vellykket samarbejde med NABU om udvikling af nye, miljøvenlige teknologier. Den tyske miljøorganisation har blandt andet rådgivet Scandlines i forbindelse med omstilling fra traditionel dieseldrift til hybriddrift, og målet for begge parter er emissionsfri færgedrift på Femern Bælt inden for få år.


Scandlines byder alle hotelgæster velkommen og ønsker alle et behageligt ophold. 

Om Scandlines

Scandlines står som symbolet på et historisk og tæt samarbejde mellem Danmark og Tyskland. Scandlines driver to færgeruter med høj kapacitet og frekvens samt en grøn vision for fremtiden. 

Kerneforretningen består i at levere en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for kunderne om bord på færgerne såvel som i Scandlines’ butikker.

Med over 43.000 afgange på 8 færger transporterede Scandlines i 2018 i alt 7,4 millioner passagerer, 1,8 millioner personbiler og over 700.000 fragtenheder og 36.000 busser på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock.

Vedhæftede filer

PDF-dokument