Få vores nyheder på mail

Rabatter til natteravne på Rødby-Puttgarden

Pressemeddelelse   •   Mar 12, 2009 08:00 CET

Natteravne og personer med et fleksibelt rejseskema kan nu komme billigt frem og
tilbage med færgen mellem Rødby og Puttgarden. Scandlines introducerer nemlig en ”natbillet”, der gælder på afgangene fra klokken 23.00 til klokken 04.00.

Scandlines’ nye natbillet på færgeforbindelsen mellem Rødby og Puttgarden belønner rejsende, der ikke har noget imod at tage turen over Østersøen i måneskin. På afgangene i nattetimerne indfører rederiet nemlig særlige rabatter på et begrænset antal billetter til personbiler.

Natbilletterne, der omfatter afgangene i tidsrummet fra klokken 23.00 til klokken 04.00, sælges efter ”først til mølle” princippet. Tilbuddet er gyldigt frem til den 31. december 2009 og gælder både rejser fra Rødby og Puttgarden.

Med en natbillet kan en almindelig personbil inklusiv ni personer komme fra Rødby til Puttgarden eller omvendt for 375,- kroner. Billetten kan bookes indtil fire timer før afrejsen på www.scandlines.dk eller senest en time før afrejsen hos Scandlines Service Center Danmark på telefon 33 15 15 15. Hvis booking sker over telefon, lægges et gebyr på 40,- kroner oveni prisen.


Om Scandlines
Scandlines blev grundlagt i 1998 og er et af Europas største færgerederier. På tre korte færgeruter med høj frekvens og kapacitet mellem Danmark, Sverige og Tyskland leverer vi en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for vores kunder om bord på færgerne såvel som i vores BorderShops.

I 2011 transporterede vi 11,5 millioner passagerer, 2,6 millioner personbiler og 640.000 lastbiler på vores ruter Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.

Vedhæftede filer

PDF-dokument