Få vores nyheder på mail

På vej mod grønnere færgefart

Pressemeddelelse   •   Nov 28, 2017 15:30 CET

M/F Copenhagen sejler ud fra Fayard i Munkebro den 28. november 2016

Scandlines er en af pionererne i udviklingen af energieffektive færger. Men flere andre danske rederier er med på den grønne bølge. Det sætter Danske Rederier fokus på med kampagnen ’En grønnere og grønnere færgefart’.

Den 28. november 2016 indledte Scandlines’ nye hybridfærge, M/F Copenhagen, sin fem dage lange prøvesejlads. Knap en måned senere blev den indsat i ordinær sejlads på ruten Gedser – Rostock, hvor søsterskibet M/F Berlin var sat ind otte måneder forinden.

De to færger er verdens største hybridfærger. Med dem er kapaciteten på ruten steget fra 18.000 til 26.000 passagerer dagligt, og hver færge kan overføre 460 biler eller 96 lastbiler. Mens kapaciteten er steget, er miljøbelastningen til gengæld faldet. Færgernes innovative hybridsystem reducerer brændstofforbruget med 2/3 per overfart per bil i forhold til konventionel færgedrift.

Scandlines er et af flere danske rederier, der arbejder mod grønnere færgedrift. Det er en vigtig grøn dagsorden, da danske færgerederier samlet transporterer 32 millioner passagerer årligt. Færgerne er således en meget vigtig del af den danske infrastruktur – også i fremtiden.

Grønne ambitioner, bedre økonomi i eldrift, samt adgang til nødvendige innovationsmidler fra EU’s Connection Europe Facility har alt sammen været drivende for Scandlines, da rederiet valgte en grønnere hybridfærge-løsning for de to nybygninger til ruten Gedser-Rostock.

”Vi har som rederi en klar strategi om at udvikle os i en stadig grønnere retning. Her var de to nye hybrid-færger M/F Berlin og M/F Copenhagen store skridt i den rigtige retning. Scandlines har en ambition om at tage næste skridt ved at gå over til ren eldrift på færgerne mellem Rødby og Puttgarten i løbet af få år. Her er afskaffelsen af PSO-afgiften en nødvendig forudsætning for, at det regnestykke kan hænge sammen, så den politiske beslutning var vigtig,” siger Søren Poulsgaard Jensen, adm. direktør i Scandlines og næstformand i Færgerederierne.

De danske færgeselskaber har vist en klar vilje til at investere i grønnere løsninger. Samtidig har det været muligt at rejse offentlige udviklingsmidler, der er afgørende for at drive forandringen.

For at markere den gode udvikling har Danske Rederier lavet en kampagnefilm. Den kan du se på Danske Rederiers Facebook.

 

Om Scandlines

Scandlines står som symbolet på et historisk og tæt samarbejde mellem Danmark, Tyskland og Sverige siden 1872. Under navnene Scandlines og Scandlines Helsingør-Helsingborg markedsføres i dag tre korte færgeruter med høj kapacitet og frekvens samt en grøn vision for fremtiden. Kerneforretningen består i at levere en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for kunderne om bord på færgerne såvel som i Scandlines’ butikker.

Fordelt på over 90.000 afgange på 12 færger transporterede Scandlines i 2016 i alt 15 millioner passagerer, 3,2 millioner personbiler, 1 million fragtenheder og 64.000 busser på ruterne Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.