Få vores nyheder på mail

Kendte børnefigurer til søs med Scandlines

Pressemeddelelse   •   Jun 23, 2010 08:00 CEST

Med et nyt initiativ gør Scandlines sit til at forvandle årets sommerferie fra
bagsædekaos til drømmerejse. I år har rederiet hyret børnenes egne favoritter på ruten Gedser-Rostock. Det betyder ikke kun underholdning om bord, men blandt andet også gratis mad, fanbreve, slikposer og 28.000 lydbøger.

Mange tusinde danskere tager hvert år bilen, når sommerferien skal afholdes uden for landets grænser. Denne sommer slår Scandlines et slag for børnene i form af underholdning med børnenes egne favoritter.

Fra den 7. juli og på udvalgte afgange henover sommeren kan de yngste i familien blive underholdt, når turen går fra Gedser til Rostock - og retur. Scandlines har allieret sig med ingen ringere end Ninja Turtles, Byggemand Bob, Rasmus Klump og Postmand Per, som hver optræder én dag på færgerne.

”Feriefreden skulle gerne være sikret fra dag ét, og mens de yngste bliver underholdt, kan resten af familien få et tiltrængt pusterum og lade op til den næste kørestrækning. Tiltagene gælder også på returruten, og har familien været af sted i en uge, vil der være nye figurer, som børnene kan hilse på, når turen går tilbage til Danmark”, siger produktchef hos Scandlines, Brian Lindorf Hansen.

Under sloganet ”Er din bagsædeunderholdning bedre end vores?” har Scandlines valgt at give feriehungrende familier en drømmestart på sommerferien. Udover de populære figurers optrædener vil der blive uddelt 28.000 gratis lydbøger med Gummi Tarzan samt værdikuponer til børnene, som efterfølgende kan bruges på gratis mad i restauranten, når børnene er sammen med en betalende voksen.

”Figurerne uddeler desuden slikposer og fanbreve, og der er underholdning på udvalgte dage, på overfarter fra Gedser klokken 09.00 og 13.00, samt på afgangene fra Rostock klokken 11.00 og 15.00”, udtaler Scandlines’ Brian Lindorf Hansen afslutningsvis.


Om Scandlines
Scandlines blev grundlagt i 1998 og er et af Europas største færgerederier. På tre korte færgeruter med høj frekvens og kapacitet mellem Danmark, Sverige og Tyskland leverer vi en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for vores kunder om bord på færgerne såvel som i vores BorderShops.

I 2011 transporterede vi 11,5 millioner passagerer, 2,6 millioner personbiler og 640.000 lastbiler på vores ruter Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.

Vedhæftede filer

PDF-dokument