Få vores nyheder på mail

Fragtvækst og trimmet organisation bag stærkt Scandlines-regnskab

Pressemeddelelse   •   Mar 23, 2011 08:00 CET

I det netop offentliggjorte årsregnskab er Scandlines for alvor tilbage på
vækstsporet. Rederiet kan således notere sig et solidt resultat for året 2010, hovedsageligt båret frem af stigende fragtstrømme samt en slanket organisation.

Omsætningen hos færgerederiet Scandlines steg i 2010 med 12 procent til 567 millioner euro sammenlignet med året før. Samtidig steg driftsresultatet (EBITDA) til 177 millioner euro sammenlignet med 159 millioner euro i 2009. Den markante forbedring i salget kan især tilskrives den positive udvikling i fragtmængderne. Fragtforretningen hos rederiet er således steget med 17 procent i forhold til 2009.

Også på bundlinjen står der igen sorte tal hos Scandlines. Rederiet kommer ud af 2010 med et nettoresultat på 22 millioner euro - en solid forbedring over resultatet i 2009, som bød på et tab på minus 5 millioner euro.

Ud over den positive udvikling i selskabets omsætning skal forklaringen på det positive resultat findes i en veloverstået slankekur. ”Vores effektiviseringsprogram er gennemført helt efter planen, og vi har nu en langt mere trimmet og kundefokuseret organisation. Scandlines er derfor stærkt rustet til fremtiden”, lyder konklusionen fra Bengt Pihl, CEO hos Scandlines.

Fremtidens vækst skal blandt andet sikres gennem oprustningen på ruten Gedser- Rostock. Her har Scandlines investeret i to nye superfærger samt havneudvidelser. De to nybygninger fordobler kapaciteten på ruten, når de indsættes i 2012. Desuden styrkes ruten yderligere med åbningen af en ny BorderShop i Rostock inden sommerferiesæsonen i 2011.


Om Scandlines
Scandlines blev grundlagt i 1998 og er et af Europas største færgerederier. På tre korte færgeruter med høj frekvens og kapacitet mellem Danmark, Sverige og Tyskland leverer vi en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for vores kunder om bord på færgerne såvel som i vores BorderShops.

I 2011 transporterede vi 11,5 millioner passagerer, 2,6 millioner personbiler og 640.000 lastbiler på vores ruter Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.

Vedhæftede filer

PDF-dokument