Få vores nyheder på mail

Første høringer om den faste forbindelse under Femern Bælt

Pressemeddelelse   •   Nov 06, 2015 11:09 CET

Fra mandag den 9. november 2015 fremlægger tyske naturbeskyttelsesforeninger og et stort antal privatpersoner og organisationer deres indsigelser mod det aktuelle ansøgningsmateriale til den faste forbindelse. Scandlines indsendte allerede i juli 2014 sine omfattende analyser og indsigelser mod de eksisterende planer til den tyske godkendelsesmyndighed.

Høringerne vil strække sig over op til 12 dage. Såfremt den faste forbindelse måtte blive en realitet, vil det have betydelige konsekvenser for rederiet. Scandlines vil derfor være til stede alle høringsdage. Søren Poulsgaard Jensen, Scandlines’ CEO, udtaler: ”Vi har desværre fortsat det indtryk, at Femern A/S og den tyske myndighed, der skal godkende dette kæmpeprojekt, gør alt for at undgå fair konkurrence mellem den statsejede tunnel og det privatejede rederi. En sådan adfærd er helt uansvarlig over for en af de største arbejdsgivere i området.” Søren Poulsgaard Jensen undrer sig desuden over, at der forud for en så vigtig høring ikke er fremsendt en konkret agenda med tydelige angivelser af, hvornår de enkelte emner behandles. Det gør det vanskeligt for Scandlines og de øvrige høringsparter at forberede sig optimalt.

Projektejerne har i flere tilfælde valgt at se bort fra de faktiske forhold. Scandlines har gentagne gange gjort opmærksom på, at færgerne vil sejle videre, også efter at en fast forbindelse måtte åbne. Alligevel tages der ikke højde for parallel færgedrift i den aktuelle trafikprognose, og materialet indeholder en væsentlig forringelse af adgangsvejene til og fra færgeterminalen i Puttgarden. “Scandlines er ikke bange for at tage konkurrencen op med en betalingstunnel. Med vores effektive transportservice på Femern Bælt er vi allerede godt rustede til kampen”, siger Søren Poulsgaard Jensen. ”Økonomien i Femern-tunnelen er tvivlsom, da man vil bygge en klart overdimensioneret fast forbindelse til en beskeden trafikmængde. Der er derfor i høj grad brug for at give et mere positivt billede af økonomien, og det opnås ved at se bort fra færgerne.”

Allerede inden høringerne er gået i gang, har delstatsregeringen i Schleswig-Holstein oplyst, at det bliver nødvendigt at ændre dele af ansøgningsmaterialet, især på miljøområdet. Disse ændringer vil efter al sandsynlighed føre til en ny godkendelses- og høringsproces.

Tid og sted:

Høringerne starter den 9. november 2015 klokken 9:00 i Halle 400, An der Halle 400, D-24143 Kiel. Fra klokken 8:00 besvarer Scandlines' CEO Søren Poulsgaard Jensen gerne spørgsmål fra pressen foran Halle 400.

Om Scandlines

Scandlines står som symbolet på et historisk og tæt samarbejde mellem Danmark, Tyskland og Sverige siden 1872. Under navnene Scandlines og Scandlines Helsingør-Helsingborg markedsføres i dag tre korte færgeruter med høj kapacitet og frekvens samt en grøn vision for fremtiden.

Kerneforretningen består i at levere en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for kunderne om bord på færgerne såvel som i Scandlines’ butikker.

Fordelt på over 90.000 afgange på 12 færger transporterede Scandlines i 2014 i alt 14,8 millioner passagerer, 3,2 millioner personbiler, 900.000 fragtenheder og 60.000 busser på ruterne Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.

Vedhæftede filer

PDF-dokument