Få vores nyheder på mail

Baltikumtrafikken boomer: Scandlines indsætter nyt skib på ruten Travemünde-Liepaja-Ventspils

Pressemeddelelse   •   Maj 13, 2011 08:00 CEST

Scandlines har vind i sejlene i Baltikum og indsætter derfor endnu et nyt skib. Sidste år steg rederiets fragttal med 59,7 procent og passagerantallet med 48,5 procent på de baltiske ruter, og alt tyder på, at rederiet også vil få medvind i 2011.

På grund af den stigende efterspørgsel i fragttrafikken til Baltikum chartrer Scandlines nu endnu en ny færge. I slutningen af maj 2011 indsættes RoPax-færgen M/V Watling Street på ruten Travemünde-Liepaja-Ventspils og vil sammen med M/V Urd tilbyde fire ugentlige afgange på ruten. M/V Watling Street er søsterskibet til M/V Scottish Viking (Nynäshavn- Ventspils) og vil erstatte M/V Ask på ruten mellem Tyskland og Letland.

M/V Watling Street har 30 procent mere fragtkapacitet end sin forgænger og har plads til dobbelt så mange passagerer. M/V Watling Street blev bygget i 2008 på Visentiniværftet i Italien. Skibet er 186 meter langt, har 2.255 ladmeter og kan rumme 195 personbiler og 489 passagerer. Rejsende vil få i alt 109 kabiner i forskellige prisklasser at vælge imellem, og derudover byder M/V Watling Street på en moderne ombordoplevelse med restaurant, bar og shop.

“Scandlines var sidste år i stand til at øge Baltikumtrafikken med henholdsvis 59,7 procent på fragtområdet og 48,5 procent på passagerområdet. Vi forventer yderligere stigninger i 2011, og med indsættelsen af M/V Watling Street kan vi nu imødekomme markedets behov endnu bedre. Dette gælder selvfølgelig især på fragtområdet, men vi ser også en stigende turismeefterspørgsel på vores baltiske ruter. Med M/V Watling Street er vi solidt rustet til at imødekomme begge dele,“ udtaler Søren Poulsgaard Jensen, COO hos Scandlines.

Fakta om M/V Watling Street

Længde: 186 meter
Bredde, max.: 25,6 meter
Dybgang: 6,85 meter
Kapacitet: 2.255 ladmeter, 489 passagerer, 195 personbiler
Hovedmotorer: 21.600 kW
Hastighed: 24 knob


Om Scandlines
Scandlines blev grundlagt i 1998 og er et af Europas største færgerederier. På tre korte færgeruter med høj frekvens og kapacitet mellem Danmark, Sverige og Tyskland leverer vi en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for vores kunder om bord på færgerne såvel som i vores BorderShops.

I 2011 transporterede vi 11,5 millioner passagerer, 2,6 millioner personbiler og 640.000 lastbiler på vores ruter Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.

Vedhæftede filer

PDF-dokument